Samarbejde med konkurrent

Verdensomspændende samarbejde med konkurrent

2005-09-01

Markedet for internt transportmateriel har været under stærkt pres i de seneste par år, og denne udvikling ser ud til at fortsætte. Det er derfor nødvendigt at se sig om efter nye muligheder, der kan skabe og fastholde vækst.
 
Logitrans A/S, der producerer internt transportmateriel til mere end 50 lande verden over, har derfor netop indgået en aftale med en af verdens største producenter af internt transportmateriel - firmanavnet ønskes af konkurrencehensyn ikke oplyst.
 
"Aftalen betyder for os, at vi skal producere rustfrie produkter for en af vores største konkurrenter" siger Henning Lyager, Salgs og Marketingchef, og fortsætter "Firmaet valgte at samarbejde med Logitrans, fordi vi har stor kompetence og viden inden for det rustfrie område, og fordi vi har kunnet tilpasse produktet efter kundens ønske. Men også fordi vi kan leve op til en fleksibel og hurtig levering".
 
Logitrans fremstiller og sælger også de rustfrie produkter under eget navn på både det danske marked og eksportmarkedet, men denne aftale vil fordoble produktionen af rustfrie produkter og vil derved kunne give nogle produktionsmæssige fordele. "Vi forventer ikke, at det på sigt giver prisfald, fordi priserne på rustfrit materiale er steget mærkbart og fordi vi i forvejen er konkurrencedygtige, men det vil være med til at holde det nødvendige indtjeningsniveau" tilføjer Henning Lyager. "Det er vores målsætning at blive den førende producent i verden af rustfrie produkter af høj kvalitet, og med denne aftale er vi godt på vej", afslutter Henning Lyager.
 
Alene denne aftale forventes at give Logitrans A/S en omsætningsstigning på 5-10%.



Username:
Password: